Fish and chips

Sidste gang vi rejste til Thailand, skulle vi over London. “Så skal jeg have fish and chips”, sagde Ole. Og det fik han, og hvor blev han skuffet.

Senere på ferien prøvede Ole igen, og denne gang kom der julelys i øjnene.

Siden har vi lavet det nogen gange her hjemme, og det bliver næsten lige så godt. Der mangler lidt varme, bølgeskvulp og sand mellem tærene.

Beignet dej:

2 æg

1½ dl mælk

½ tsk salt

100 g mel

Alle ingredienser piskes sammen.

Vi har fundet ud af, at torsk er en rigtig god fisk til dette formål. En torskefilet skæres i lige store stykker, næsten. De stykker der skæres fra, kan bruges til no name, se opskriften her på bloggen. Torske stykkerne krydres med salt og peber, og trækker et par timer.

Torsken dyppes i dejen og vendes derefter i panko rasp.

Herefter kommes torskestykkerne i friture, og steges gyldne og sprøde.

Serveres med pommes frites. Det smager bare så godt, og det er næsten som at være i Thailand igen.

4 Kommentarer

  1. Har bare SÅ meget lyst til at prøve denne lækre ret. Spørger måske “dumt”, men kan I ikke lige gi’ opskriften på sauce tartare? Og, jeg har ingen friture, men mon ikke at man kan stege på panden også? Og lige til sidst, hvor køber man panko-rasp? Tak for jeres super opskrifter og dejlige side. Mvh Else

    • For at starte bagfra. Panko rasp kan købes i Bilka, eller hos asiatiske købmænd, måske også i Brugsen. Fisken kan sagten steges på en pande, måske en dyb pande, hvor der er godt med olie. Sauce tartare er mayonnaise, der er rørt med hakket kapers, hakket cornichons og forskellige krydderurter, efter smag.

  2. Vanvittig lækker opskrift. Jeg er har dog et par ydmyge tilføjelser, som efter en del forsøg har vist sig holdbare;

    Første forslag er til beignetdejen og ganske simpelt: Hold igen med mælken – ca halvdelen af den angivne mængde -, og top så i stedet op med øl til den rette konsistens nåes. Ganske alm. pilsnerøl fungerer bedst (jeg bruger gerne en slat af en Hancock guld og hælder så det resterende i kokken mens fisk og fritter steger).

    Andet tip er til tatarsaucen; Den er ganske rigtigt mayonnaise-baseret, men “fortynder” man med ca 1/3 creme fraiche eller neutral youghurt får man den bedste konsistens. Og udover de nævnte ingredienser er hakkede rødløg, en smule hvidvinseddike og citron efter smag, fast inventar i min. Og salt + peber naturligvis.

Skriv et svar til Susanne Annuller svar

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*