Aspargestærte på butterdej

Nu er aspargessæsonen over os. Og den skal nydes. Vi har lagt ud med en tærte baseret på butterdej.

Til 2 personer brugte vi:

2 plader butterdej

1 bundt grønne asparges.

2 æg

1 dl græsk yoghurt 10%

100 g revet ost

2 tsk dijonsennep

salt og peber

purløg og spiselige blomster til pynt

Start med at rulle butterdejen ud. Skær en rille hele vejen rundt i kanten, ca. 1 cm. fra kanten. Prik midten af butterdej med en gaffel, dette for at dejen ikke puffer op. Pisk de 2 æg sammen i en skål, hvor al fyldet, undtagen asparges, kan være. Pensel hele kanten rundt med sammenpisket æg. Forbag bunden i 10 minutter ved 200 grader.

Bland sennep, yoghurt, ost, salt og peber med de sammenpiskede æg. Skyl aspargesene og bræk den nederste del af.  Fordel ostefyldet over butterdejen, indenfor kanten. Tilpas aspargesene i længden og læg dem tæt ovenpå ostefyldet. Ikke helt så tæt som vi har gjort, ostefyldet på gerne “hæve” op mellem aspargesene.

Bag tærten yderligere 20 minutter ved 200 grader. Pynt med fint skåret purløg og spiselige blomster, vi brugte rosmarinblomster.

Skær tærten i passende stykker.

Server tærten på en dejlig forårsdag med et glas bobler.

Rigtig god fornøjelse.

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*