Det er den bedste fastelavnsbolle, jeg nogensinde har fået. Det var Oles kommentar, da han smagte dem.
Start med at tilberede en god bagefast kagecreme. Stil denne til afkøling.
Dejen er en helt almindelig wienerbrødsdej:
12 stk.
20 g gær
1 dl mælk
250 g mel
1 knsp salt
15 g sukker
1 æg
225 g smør til indrulning
Her gælder det om at holde alle ingredienser kolde.
Opløs gæren i den kolde mælk. Tilsæt de øvrige ingredienser, og ælt dejen sammen. Bare lige til den hænger sammen. Stil dejen koldt til du skal bruge den.
Bank smørret til indrulning faldt. Alternativt kan det skæres i skiver. Stil på køl.
Rul dejen ud i en firkant. Læg nu smørret på og fold dejen indover, så den dækker, men kun ligger i et lag over smørret, og heller ikke ligger dej mod dej.
Rul dejen ud til et rektangel på ca. 20 x 30 cm. Herefter foldes dejen sammen i 3 lag. Hvis der er varmt, der hvor du arbejder med dejen, er det en fordel, at stille dejen på køl efter sammenfoldningen. Vend dejen 90 grader inden næste udrulning.
Gentag udrulning, sammenfoldning og evt. afkøling endnu 2 gange. Nu er der ialt 27 lag. Wienerbrødsdejen er nu færdig og rulles ud til det, den nu skal bruges til.
Til disse fastelavnsboller rulles dejen ud til ca. 30 x 40 cm., så der kan skæres 12 firkanter på 10 x 10 cm.
Læg 1 tsk. kagecreme på hver firkant. Fold firkanten sammen om cremen, klem hjørnerne lidt sammen, det holder på både smør og creme. Form bollerne lidt rund og læg dem på en bageplade med bagepapir. Eller læg dem i en folieform, så smørret bliver omkring bollen, og ikke flyder ud i hele ovnen når de bliver bagt. Folieformen kan sagtens bruges flere gange.
Nu skal bollerne hæve til dobbelt størrelse. Det tager noget tid, netop fordi dejen er holdt kold, gennem hele forløbet, men det er vigtigt for at få det rette resultat.
Bag bollerne ved ca. 200 grader i ca. 15 minutter.
Når bollerne er afkølet, skal de fyldes med frugtkompot og flødeskum.
Her har vi fyldt dem med sveskekompot.
Sveskekompot:
200 g svesker
1 dl kogenvand
30 sukker
saften af en lille citron
Kom sveskerne i en lille gryde, hæld det kogende vand over. Lad svskerne trække i 2 timer. Tilsæt sukker og kog sveskerne i 30 minutter, ved meget svag varme, så de ikke brænder på. Tilsæt citronsaften kog og yderligere i 2 minutter. Mos evt. sveskerne med en gaffel, hvis du vil have en mindre grov kompot. Lad kompotten afkøle. Til voksen boller, kan der tilsættes en form for spiritus.
Nu skal bollerne fyldes.
Skær bollerne igennem. Læg et lag frugtkompot og derefter flødeskum.
Så lægges “låget” på, som pyntes med glasur og evt. krymmel, blomster eller som her perlesukker. Hvis der laves fastelavnsboller, med forskelligt fyld, er det en god idé, at lade glasuren være indikator for, hvilket fyld der er i.
Velbekomme, og rigtig god fornøjelse.
Leave a Reply