Det var med lidt uro i maven, første gang vi kastede os ud i at lave flødeboller. Nu har vi prøvet det nogen gange og det er ikke så svært. Og så smager det bare meget, meget bedre.
Bundene kan enten laves af marcipan, eller af mørdej. For begge gælder det at de skal være kolde inden skummet kommer på.
Marcipanbundene, er ren rå marcipan som rulles ud til 3 -5 mm tykkelse, stikkes ud i den ønskede størrelse og bages ved 200 grader til de bliver gyldne i kanten.
Mørdejsbundene er helt alm. mørdej. Og så er fremgangsmåden den samme som ved marcipan.
Bundene kan man variere efter behag, med nødder, lakrids mm., så de passer til smagen på skummet.
Skum
250 g sukker
75 g vand
110 g glukosesirup
140 g æggehvider
15 g sukker
Æggehvider og 15 g sukker kommes i en skål, hvor alt skummet kan være.
Sukker, vand og glukose koges i en gryde til det har en temperatur på 117 grader.
Når sukkerlagen når en temperatur på ca. 112 grader, skal æggehvider og sukker piskes luftigt. Ved 117 grader hældes sukkerlagen i æggehviderne under kraftig piskning. Og så skal der piskes i lang tid, samtidig med en hurtig afkøling. Når skummet er er tykt og luftigt, så tag en smule og på en ske for at se om formen holder, ellers skal der piskes mere.

Skummet sprøjtes ud på bundene. Lad flødebollerne stå køligt, mens chokoladen tempereres, så danner de en hinde, der gør dem nemmere at arbejde med.
Når flødebollerne skal dyppes i chokoladen, er det en god idé at komme chokoladen i en beholder, der ikke er for bred, så skal der ikke bruges så meget chokolade.

Så er der flødeboller til kaffen, eller til desserten.
I stedet for at bruge en flad bund, kan flødebolleskummet også kommes i et lille kræmmerhus.

Først kom vi lidt chokolade i bunden af kræmmerhuset.

Derefter kommes skummet i, så det danner en lille top.

Endelig dyppes den lille vaffel i chokolade, og der kommes lidt krymmel på toppen.

Her er vaflen sat i en isdessert.
Det er en god idé at komme chokolade indvendig i hele vaflen, da den ellers bliver hurtig blød.
Tusind tak for opskriften. Det ser virkelig lækkert ud og opskriften er jo lige til at gå til.
Velbekomme. Og rigtig god fornøjelse.
Hvor er der altså flotte flødeboller.